Cykelrytteren Michael Rasmussen, der oprindeligt kommer fra vestsjællandske Tølløse, fik sin første sejr for sit nye mexicanske mandskab Tecos Trek, da han vandt anden etape af cykelløbet Vuelta a Puebla i Mexico. Og sejren kom i hus i mere end overbevisende stil, for der gik næsten 10 minutter - præcis 9 minutter og 41 sekunder - før den næste rytter krydsede målstregen på den 110 kilometer lange etape i bjergrigt terræn.
Med sejren overtager Michael Rasmussen føringen i det samlede klassement.
Løbet består af seks etaper, hvoraf også fjerde og femte etape afvikles i de mexicanske bjerge.