Kvinde stukket i halsen af ekskæreste

En kvinde blev søndag eftermiddag stukket flere gange i halsen med en kniv i Tureby ved Køge. Gerningsmanden var kvindens tidligere samlever.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 37-årig mand i Tureby ved Køge stak søndag eftermiddag sin ekskæreste i halsen med en kniv. Bagefter kørte han med deres fælles tre år gamle datter til politistationen i Roskilde, hvor han meldte sig selv.

Imens fik kvinden førstehjælp på gerningsstedet, indtil en ambulance nåede frem. Hendes tilstand betegnes som kritisk, stabil, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Angiveligt overlevede kvinden kun, fordi hendes svoger lynhurtigt trykkede to fingre i såret, da halspulsåren blev skåret over. På den måde undgik hun at forbløde, inden ambulancen nåede frem.

Hvor mange knivstik, det lykkedes manden at tilføre kvinden, er uklart, ligesom politiet ikke kan oplyse, om knivstikkeriet fandt sted på kvindens bopæl.

Manden er til undersøgelse hos politiet og ventes herefter at blive varetægtsfængslet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik