Forsøg på mordbrand

En 28-årig mand er anholdt og sigtet for at sætte ild til en pavillion i Kirkerup ved Slagelse, hvor en kvinde lå og sov.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 26-årige kvinde fra Kirkerup ved Sørbymagle lå og sov i en træpavillion, da der blev sat ild til pavillonen ved midnat.

Kvinden slap ud af den brændende bygning inden flammerne for alvor fik fat. Ved hjælp af vand og sne fik hun selv stoppet branden, inden den bredte sig. Politiet ankom til stedet og kunne konstatere, at branden var påsat.

- Kvinden er naturligvis chokeret over at vågne op til, at der faktisk er ild i den bygning, som hun ligger og sover i. Da det er en bygning af træ, er der en overhængende fare for at komme til skade eller at brænde inde, siger Søren Ravn-Nielsen, Vicepolitiinspektør, Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi

Politiet fandt den formodede gerningsmand ved at følge hans fodspor i sneen. Den anholdte er en 28 årig mand fra en nærliggende ejendom i Kirkerup.

- Foreløbig er der ikke noget der tyder på, at der har været nogen form for uoverensstemmelser eller fjendskab mellem parterne, som kan være baggrunden for det her, siger Søren Ravn-Nielsen, Vicepolitiinspektør, Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi.

Den sigtede kendt af politiet

Det er ikke første gang at manden er sat i forbindelse med påsatte brande i området. Politiet bekræfter, at manden er sigtet for to andre brandstiftelser i lokalområdet i 2010. Manden er endnu ikke dømt.

Torsdag eftermiddag blev manden fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvor han blev siget for overtrædelse af straffelovens tunge paragraf om brandstiftelse, der også rummer dødsbrand. Den 28-årige mand nægter sig skyldig. Han er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger.

TV2 ØST har i dag haft kontakt til kvinden, som ikke ønskede at udtale sig.


Nyhedsoverblik