Kvinde spærret inde i Netto

En kvinde blev søndag aften spærret inde i Netto i Ringsted i halvanden time. Det var ved at få fatale følger, da hun manglede sin medicin.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En midaldrende kvinde blev søndag aften spærret inde i Netto på hjørnet af Fuglebakken og Køgevej i Ringsted.

Først efter halvanden time kom en vagtmand og åbnede døren, og på det tidspunkt var hun tæt på at kollapse, fordi hun skulle have været hjemme og have sin medicin, skriver DAGBLADET Ringsted mandag.

Forbipasserende opdagede kvinden

Jesper Frøsig kom tilfældigvis forbi ved 22-tiden og så den sidste Netto-medarbejder forlade butikken og køre væk. Kort efter hørte han alarmen gå i gang og opdagede kvinden, som han fik kontakt til. Men først efter 4 opkald til alarmselskabet, 2 opkald til politiet og halvanden times ventetid kom en vagtmand og en ambulance til stede.

- Hun var begyndt at panikke og var helt desorienteret. Så havde vi bare sagt, »de kommer om lidt« og var gået efter vores første opkald, havde hun måske været død i dag, siger Jesper Frøsig til DAGBLADET Ringsted.

Burde ikke ske

Hos Netto er der mandag røde ører.

- Vi har procedurer og rutiner, der skal forebygge, det ikke kan ske - og det burde ikke kunne ske. Men der er interne procedurer, der ikke er blevet overholdt, siger regionschef Kenneth Luxhøi til DAGBLADET Ringsted og sender en stor undskyldning til kvinden, som han gerne vil i kontakt med.


Nyhedsoverblik