Kvinde fik glemte gaver retur med toget

En kvindes datter glemte torsdag sine julegaver i et tog. Hun ringede til sin mor, der var i et andet tog, som sammen med togførere fra DSB fik skaffet gaverne hjem igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Julefreden blev reddet, da DSB torsdag hjalp Laëtitia Taylor med at få sin datters glemte gaver retur.

Laëtitia Taylor sad i et tog fra København mod Næstved, da hun blev ringet op af sin 15-årige datter, der fortalte, at hun havde glemt sine gaver i det foregående tog. Laëtitia Taylor tog derfor kontakt til personalet, der straks var klar til at hjælpe:

- Det er altid rart at gøre mennesker glade, og vi har et knaldgodt samarbejde mellem togførerne, som gør, at vi hurtigt kan hjælpe med at få de glemte sager tilbage i rette hænder, siger Anne Brincker, der var togfører i det tog, som Laëtitia Taylor befandt sig i. 

Togfører Anne Brincker kontaktede med det samme toget med de glemte pakker, og sammen med føreren af dette tog fik de arrangeret, at pakkerne skulle over på et andet tog, der kunne sende gaverne retur.

Over højtalerne meddelte DSB-personalet så, at Laëtitia Taylor skulle mødes med dem på perronen i Næstved, når toget kom frem.

- Det er virkelig god service. Det må man sige. Det var en rigtig god oplevelse, fordi de var så hjælpsomme, fortæller Laëtitia Taylor.

Lettet datter

Blandt datterens glemte pakker var julegaver til lillesøsteren og hendes mor. Laëtitia Taylors datter hentede derfor selv gaverne på perronen, og hun var meget lettet over, at de kom tilbage til hende:

- Hun var rigtig glad. Hun kunne næsten ikke overskue, at hun skulle ud at købe gaver for sine hårdttjente studiejob-penge en gang til, fortæller Laëtitia Taylor.

En dejlig julehistorie

Historien er nu gået viralt, blandt andet fordi folketingspolitiker Magnus Heunicke (S) delte episoden på Facebook: 

- Jeg mødte hende i gangtunnellen på vej ud. Hun havde et stort smil på læben - for DSB-personalet havde kunnet fortælle, at de havde kontaktet togpersonalet i det andet tog, og hendes julepakker var fundet i god behold. De ville nu blive sat på et andet tog og kørt til hende, skriver Magnus Heunicke (S) på sin Facebookside.

Han var selv med det pågældende tog og fik lyst til at dele den glædelige nyhed på det sociale medie.

- Sikke en dejlig lille julehistorie for os pendlere. Om hjælpsomhed, god service og tillid mellem mennesker.


Nyhedsoverblik