Kvinde dræbt i ulykke på Farøbroen

En 23-årig litauisk kvinde er død, efter hendes kæreste med høj fart kørte deres bil ind i en lastbil på Farøbroen. Kæresten skal nu fremstilles for en dommer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt for høj fart kostede lørdag en 23-årig litauisk kvinde livet.

Kvinden var på vej over Farøbroen sent fredag aften i en bil kørt af hendes jævnaldrende kæreste, der også er fra Litauen, og ikke fra Polen, som TV2 ØST fik oplyst i går.

Ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi kørte det litauiske par med alt for høj fart, da de ramte en lastbil bagfra.

- Vidner har fortalt, at han har kørt væsentligt hurtigere end man må. Vi kan også aflæse, at lastbilen ikke har kørt mere end de tilladte 90 kilometer i timen, så han har kørt betydeligt for stærkt i og med, at bilen kiler sig ind under lastbilen, selvom de kører i samme retning, siger vagtchefen ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Den 23-årige litauiske mand skal søndag fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling for uagtsomt manddrab. Politiet har taget en blodprøve af den 23-årige litauer, men man forventer først at få svar på prøven mandag.

Parrets to børn på to og fire år var også med i bilen. De slap med lettere kvæstelser og har været indlagt på sygehuset i Næstved.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik