Kvinde blev sendt i aktivering på bordel

Foto: TV ØST

Jobcenter Slagelse godkendte, at en vietnamesisk kvinde blev sendt i aktivering på et bordel. Jobcentret afviser, at det er et problem.

En vietnamesisk kvinde blev i april sendt på fire ugers aktivering på et bordel.

Kvinden havde selv fundet jobbet, men hendes jobplan var godkendt af Jobcenter Slagelse, som havde hendes sag.

Kvindens faglige organisation Fødevareforbundet NNF protesterede mod, at kvinden på den måde fik lov til at give en
hånd med på et bordel, samtidig med at hun får arbejdsløshedsunderstøttelse.

- Vi vidste ikke, at det var et bordel. Vi har fulgt reglerne til punkt og prikke, siger Helle Blak (S). Hun er formand for Arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget i Slagelse Kommune.

- Ja, det undrer også mig, hvorfor alle alarmklokker ikke ringer, når man ser det. Men det er det, som vi skal have undersøgt, siger Helle Blak.

Helle Blak har selv været med til at få Socialdemokraterne på landsplan til at gå ind for et forbud mod prostitution.

- Jeg er meget imod kvindehandel. Derfor er jeg heller ikke særlig stolt af sagen, siger hun.

Sagen vil betyde, at der kommer nye procedurer i kommunens jobcenter.

- Vi skal ind og lave vores procedurer om, så vi kan forhindre, at dette her sker igen. Sådan en sag må aldrig ske igen, siger Helle Blak.

Chefen på Jobcenter Slagelse er Hans E. Lund Rasmussen. Han udtaler sig ikke længere i sagen. Lige da sagen rullede kom han med en enkelt kommentar til dagbladet Politiken. Her svarede han på, hvorfor Jobcenteret ikke reagerede, da de så sex-annoncen i Ekstra Bladet.

- Jeg ved ikke, hvad Ekstra Bladets massagespalte dækker over. Det kan jo være så mange ting, siger Hans E. Lund Rasmussen.

Han udtaler sig ikke længere i sagen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App