Kvinde blev erklæret død ved en fejl

En kvinde fra Store Heddinge blev erklæret død af Stevns Kommune. Hendes to børn på 16 og 18 år blev underrettet. Men kvinden var ikke død.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På trods af besked om det modsatte går livet videre for Eva Lis Munk. Men oplevelsen sidder endnu i hende. I mandags blev hun erklæret død af Stevns Kommunes hjemmepleje. Hendes navn blev forvekslet med en anden afdød medborgers.  

- Det burde jo ikke kunne ske, jeg kan stadig ikke forstå det. Det er det mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig.  

Oplevelsen fik nemlig ikke kun betydning for Eva Lis Munk selv. Kommunen nåede at give hendes to sønner besked på, at deres mor var fundet død i sit hjem.    

- De blev kede af det. Min ene dreng fik det at vide i skolen, siger Eva Lis Munk.  Fadæsen blev først opdaget, da Eva Lis Munk onsdag ringede til den plejefamilie, hvor sønnerne er anbragt. Hendes ældste søn tog telefonen. På det tidspunkt havde han haft halvandet døgn til at vænne sig til sin mors død.  

- Han sagde, det kan ikke være mor. For du er jo død, det har jeg selv fået at vide, siger hun.  

I følge Stevns Kommune er det en menneskelig fejl, der var skyld i forvekslingen. Fadæsen har betydet, at de administrative systemer nu strammes op. 

- Nu skal der to mennesker til at dobbelttjekke, inden vi sender meddelelser om dødsfald ud af huset. Vi er utroligt kede af fejlen, understeger Sundhedschef i Stevns Kommune, Aase Berthelin.    

Eva Lis Munk skal i morgen mødes med sine to børn. De vil gerne forsikres om, at hun stadig er i live. Det vigtigste for hende nu er at sikre, at fejl som dén hun har oplevet ikke sker igen.  

- Kommunen siger, at de har rettet systemet. Det kan de jo sagtens sige. Det må bare ikke ske igen.  


Nyhedsoverblik