Ifølge en pressemeddelelse fra Holbæk Kommune er det en win win situation for både borgere og kommune. En ny it-løsning højner den fælles viden hos såvel borgere som medarbejdere på tværs af landet.
It-løsningen hedder KMD KontaktCenter, og vil kunne benyttes via de kommunale hjemmesider, hvor løsningen bliver præsenteret som "KvikSvar".
Via "KvikSvar" kan borgerne få hurtigt svar på spørgsmål indenfor mange af de områder, som de tidligere har kontaktet kommunen omkring.
Det kan eksempelvis være spørgsmål vedrørende børnepasning, børneydelser, folkeregister, pas, kørekort og pension.
I "KvikSvar" er der en søgefunktion, som hurtigt finder det relevante svar. Det er den samme teknologi, der i dag benyttes til de mest populære søgemaskiner på internettet.
Ifølge KMD er der mange penge at spare, hvis man kan flytte borgerhenvendelser fra personligt fremmøde til telefoniske henvendelser og brug af internettet. På landsplan vil man kunne spare et trecifret millionbeløb årligt.