Kundegruppe melder oliefirma til politiet

Kirsten Döhring er en af flere kunder, der er gået sammen, og har anmeldt oliefirmaet Lavprisfyringsolie ApS til politiet for bedrageri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En gruppe kunder, der har bestilt fyringsolie hos Lavprisfyringsolie ApS, har dannet fælles front mod firmaet. Sammen har i alt fire kunder i dag indleveret en anmeldelse til politiet for bedrageri.

- Det er bedrageri. Det er simpelthen fusk. Det er helt bevidst, siger Kirsten Döhring, som bor i Kalvehave, og er en af kunderne.

Hun er overbevist om, at firmaet lyver, når de påstår, at et olietyveri har sat en stopper for butikken, og har taget kunderne med i faldet. Blandt andet undrer hun sig over, at firmaet har anmeldt et tyveri af 4.000 liter olie, kort før leveringerne skulle finde sted, når de fleste kunder har bestilt 1.000 liter, som tilbudet lød på.

- Hvis nu alle har bestilt 1.000 liter, så hænger det ikke sammen, at de har fået stjålet 4.000 liter. Hvor er resten af olien henne? Der er et eller andet, der ikke stemmer, siger Kirsten Döhring.

Siden vi første gang fortalte om historien på TV2 ØST i søndags, har vi fået kendskab til mindst 17 kunder, der har mistet deres penge. I første omgang fortalte ejeren af firmaet os, at det drejede sig om mellem syv og ti kunder.

Gruppen af utilfredse kunder, har også bidt mærke i andre ting, der overbeviser dem om, at de er blevet snydt. For eksempel stemmer leveringstiderne lidt for meget overens, mener de.

- Der er blandt andet et par i Haslev. Så er der os her i Kalvehave, og så er der to ovre i Stege. Vi skulle alle fire have leveret den 27. september klokken 15. Og det kan jo simpelthen ikke hænge sammen, siger Kirsten Döhring.

Hos Kirsten Döhrings familie i Kalvehave havde de sparet op, for at få råd til fyringsolien. Nu har de været nødt til at betale for endnu en omgang olie, hos et andet selskab.

- Nu har jeg jo været nødt til at hæve 11.000 mere på kreditten, så det er jo ikke penge, vi har. Det er nogle penge, vi skal til at betale renter af, siger hun.


Nyhedsoverblik