Kun få pjækkebøder til forældrene

Kommuner ikke glade for at udskrive bøder til forældre, hvis børn konstant pjækker fra skolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forældre, der ikke vil eller kan sørge for deres børns skolegang har siden 2005 kunnet straffes på pengepungen via et såkaldt forældrepålæg, hvor kommunen stopper udbetalingen af børne- og ungeydelsen på op til 17.064 kroner om året.

Holbæk og Odsherred har ikke hevet penge fra uvillige forældre, men i Kalundborg bruges muligheden, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Omkring 10 gange på tre år har Kalundborg Kommune brugt forældrepålæg, og det får tilsyneladende de skolepjækkende børn tilbage på skolebænken.

Kommunens børn- og familiechef, Dorte Olsen, slår dog fast, at pålægget aldrig gives før de lokale sagsbehandlere har forsøgt at etablere et frivilligt samarbejde med den ulydige unge og dennes forældre.

- Det er et godt værktøj, og vi oplever, at der kan etableres en meget bedre dialog med familien. Særligt fordi den unge og forældrene kan se, at det ikke bare bliver ved truslen, siger hun til dagbladet Nordvestnyt.

I Holbæk og Odsherred Kommuner har ordningen kun været brugt præventivt.

- På to år har vi haft otte tilfælde, hvor vi har varslet et forældrepålæg, hvis ikke børnene begyndte at komme i skole, og så har der været et par stykker på vej. Men det har virket som det skulle, så det er heldigvis ikke kommet til konkrete pengetræk, siger kommunedirektør i Odsherred, Gitte Løvgren.

På Christiansborg er pålægget under massivt pres, og formanden for folketingets socialudvalg, Özlem Cekic (SF), håber at få has på loven.

- Det er en tåbelig lov. Den strafideologi, der ligger bag, passer ikke. Det er ren symbolpolitik og derfor er socialrådgiverne alt for kloge til at hoppe med på den vogn, siger hun til avisen.

Til gengæld er social- og integrationsminsiter, Karen Hækkerup (S), knap så kategorisk.

- Jeg vil se på, hvorvidt der er behov for at justere reglerne i forbindelse med et kommende udspil om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, siger hun til dagbladet Nordvestnyt.


Nyhedsoverblik