Kritik af reglerne for anskaffelse af samuraisværd

Det er nemt at få tilladelse til at købe et sværd, og så behøver man ikke opbevare det i et våbenskab. Det møder nu kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du vil anskaffe dig et samuraisværd, skal du blot udfylde en ansøgning - en såkaldt blankvåbentilladelse. Hvis du ikke har noget stående på straffeattesten, som kunne indikere, at du vil bruge det som våben, så får du tilladelsen kort efter, du har afleveret ansøgningen.

Det undrer Steffen Dinesen fra auktionshuset lauritz.com.

- Når man har skærpet kravene sådan til en lille lommekniv, så kan man jo godt undrer sig, siger Steffen Dinesen. Han arbejder som vurderingschef hos lauritz.com, hvor de ofte sælger samuraisværd.

Formanden for Folketingets Retsudvalg er enig i kritikken.

- Det synes jeg da er meget ubehageligt, hvis det er sådan, så at det er for nemt for svage sjæle at få fat i de våben, som er meget farlige, siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup, der er formand for Folketingets Retsudvalg.

Når man så har fået tilladelsen og anskaffet sig f.eks. sabler eller samuraisværd, så kan man hænge dem op på væggen. Reglen er, at de ikke må være indenfor uvedkommendes rækkevidde. Våbnene skal altså ikke opbevares i et særligt skab, som jægernes våben skal.

Det undrer Per Winther, der er bestyrelsesmedlem i Jægerklubben for Næstved og omegn.

- Det synes jeg ikke, er i orden. De burde låses inde ligesom vores. Det er et dræbende våben, mener Per Winther.

Formanden for Retsudvalget vil nu gå til justitsministeren og spørge, om der bliver gjort nok for sikkerheden i forbindelse med blankvåbentilladelser.


Nyhedsoverblik