Kritik af Forsvaret for manglende sikkerhed

Mange af de pansrede mandskabsvognene i Afghanistan er ikke ordenligt brandsikrede. Det selvom Forsvarets egne eksperter tilbage i 2008 anbefalede, at netop brandsikring burde have førsteprioritet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Vi er i Afghanistan i juli 2008. En raket rammer ind i det køretøj, som Jakob Kleist sidder i.

- Raketten sprænger i luften og sætter ild til samtlige ting inde i køretøjet, fortæller Jakob Kleist, der er overkonstabel på Antvorskov Kaserne.

Det var rent held, at ingen i den pansrede mandskabsvogn døde, men flere af soldaterne blev hårdt såret. Et ordentlig brandsikringssystem kunne have hjulpet soldaterne i det brændende køretøj.

- Udstyret ville jo have slukket branden efter eksplosionen, og det kunne have reduceret materiel og personnelle skader, vurderer Jakob Kleist.

I flere nyere kampvogne er der installeret brandsikringsudstyr. Men selvom det også er muligt at få det i de ældre køretøjer, er det ikke installeret.

Få måneder efter ulykken kom forsvarets egne eksperter fra Hærens Kampskole med en klar anbefaling om, at brandsikring burde være førsteprioritet. Men i dag - næsten to år senere - er de gamle køretøjer stadig uden det nødvendige udstyr.

- Jeg synes, at de skal slappe af med alle de nye skibe, nye fly og hvad end de ellers snakker om. Vi bruger dem jo ikke til det store. Jeg føler altså, at Afghanistan er vigtigere. Det er helt sikkert, siger Jakob Kleist.

Også på Christiansborg vækker det kritik, at udstyret ikke er på plads endnu.

- Det er selvfølgelig komplicerede systemer og kompliceret at indarbejde på gamle køretøjer. Men vi skal huske, at det er soldaternes sikkerhed, det drejer sig om. Vi har altså givet hinanden håndslag på, at vi gerne vil prioritere sikkerhed, og vi har tilført ekstra penge, så derfor forstår jeg ikke, hvorfor det har taget så lang tid, siger John Dyrby Paulsen, der er forsvarsordfører for Socialdemokraterne.

John Dyrby Paulsen vil nu gå til ministeren, for at få svar på, hvorfor udstyret ikke er på plads.

Hærens Operative Kommando, HOK, oplyser i en pressemeddelelse, at de håber på at få installeret brandsikringsudstyr i de pansrede mandskabsvogne i løbet af 2011.

 


Nyhedsoverblik