Det vi har sammen

Krisen tvinger ejendomsmæglere til at samarbejde

Foto: TV ØST

Skriv dig op til din drømmebolig i EDC's køberkartotek - og få så et godt tilbud fra home eller Nybolig. Eksemplet er blot et ud af flere på, at krisen på boligmarkedet får landets ejendomsmæglere til at samarbejde på en række områder, som tidligere forekom helt utænkelige.

Det seneste skud på stammen er fælles køberkartoteker, hvor den enkelte ejendomsmæglerkæde ikke bare sender sine egne mulige emner ud til kunden. Ejendomsmægleren sender også konkurrenternes, skriver Søndagsavisen.

- Indrømmet at det er rimeligt unikt. Det svarer jo til, at Kvickly og Føtex udsender en fælles tilbudsavis, siger kommunikationschef i home, Niels H. Carstensen.

Forklaringen er det træge boligmarked, hvor antallet af bolighandler rasler ned og hvor flere og flere ejendomsmæglere må dreje nøglen om.

- Man kan godt sige, at det er krisen, der har presset os til det. Men vi har også et helt boligmarkedet, der skal sparkes i gang. Så selv om det måske er konkurrentens hus, der bliver solgt, så er det måske os, der får køberens eget hus til salg, siger kommunikationskonsulent hos EDC, Birgitte Ringbæk.

Fælles køberkartoteker er ikke det eneste område, hvor konkurrenterne nu optræder i fællesskab. Branchens fælles boligsite, www.boligsiden.dk arbejder på højtryk på at skabe en fælles platform for de enkelte kæders seneste tiltag: boligbytte, hvor ejendomsmægleren forsøger at matche købere og sælgere to og to - eller i endnu længere kæder af bolighandler.

- Jo flere interesserede, der er i puljen, jo lettere er det jo at få et match. Vi kan ikke længere tillade os at læne os ind over oplysningerne, som vi gjorde, da det gik godt. I dag har vi alle en fælles interesse i at få solgt. Det er jo bedre, at konkurrenten får solgt et hus, og at vi får solgt et hus, end at ingen af os får solgt, siger Niels H. Carstensen. Den fælles byttepulje er endnu ikke formelt vedtaget, men det er kun et spørgsmål om kort tid, da alle i branchen er positive.

- Flere undersøgelser viser, at boligsælgerne er interesseret i byttemuligheden. Så vi vil bestemt ikke afvise en fælles database, siger pressekoordinator i Nybolig, Jesper Elle.

Brancheforeningen, Dansk Ejendomsmæglerforening, hilser udviklingen med det større samarbejde velkomment.

Hvis vi ser på udlandet, er der langt større tradition for samarbejde. Ud fra et forretningsmæssigt synspunkt er det også en fornuftig udvikling, da vi ved, at kunderne søger hen, hvor udbuddet og overblikket er størst. Så samarbejde er vejen frem, selv om det er noget, vi lige skal vænne os til herhjemme, siger DE's formand, Steen Winther-Petersen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App