Kraftig regn igen på vej til Østdanmark

Foto: TV ØST

Ifølge TV2Vejret kommer der kraftig regn over midt- og østsjælland fredag formiddag.

Sidste lørdag skabte et voldsomt skybrud kaostilstande i København, hvor kældre, veje og butikker blev oversvømmet.

Nu er et nyt kraftig regnvejr på vej op til den østlige del af Sjælland samt Bornholm. Regnvejret ser ud til at hærge fra fredag formiddag og prognoserne tyder i øjeblikket på, at det er Bornholm, der bliver hårdest ramt - det betyder, at det kan se ud til, at København går fri af den værste regn.

"Det er et regnevejr, der dannes over Tyskland, som kommer op fra syd, og har kurs mod den østlige del af landet, lige nu ligner det 20-25 millimeter til Midt- og Østsjælland og til Bornholm. Det er svært at forudsige præcist, hvor de her små vandbomber rammer, for det er meget lokalt, at der falder store mængder regn. Det betyder også, at systemet kun skal rykke sig en smule, før det er helt andre områder, der bliver ramt. Men modellerne har nu haft det til at ramme Sjælland i et par dage," fortæller Peter Tanev, meteorolog på TV2 Vejrcenter.

Regnvejret vil starte i morgentimerne og kulminerer i løbet af formiddagen, fredag eftermiddag vil der stadig kunne dannes kraftige byger - lokalt med torden og skybrud. Det skriver vejret.tv2.dk

Det er tredje gang indenfor en uge, at Danmark ligger i skudlinjen for kraftig regn, og det skyldes, at vi lige nu ligger på grænsen mellem den varme sommerluft og køligere vejr.

"Det her regnvejr dannes på grænsen mellem meget varm luft over Østeuropa og køligere luft over Danmark. I Polen vil man fredag have temperaturer på 30 grader, mens vi har omkring 20 grader i Danmark - og det er årsagen til at regnvejret bliver så kraftigt," siger Peter Tanev.

Lørdag kan vi også få regn og tordenbyger med en del vand, og her er det jyderne, det kommer til at gå værst ud over.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App