Kræver stop af Lundby Efterskoles aktiviteter til søs

Foto: TV ØST

Anklagemyndigheden kræver, at en del af straffen til Lundby Efterskole efter kæntringsulykke skal være, at skolen ikke underviser til søs.

Det fremgår af anklageskriftet i straffesagen, hvor efterskolen og dens forstander er tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse efter kæntringsulykken sidste år. Anklageskriftet blev offentliggjort i dag fredag.

Den 11. februar sidste år kæntrede efterskolens fladbundede dragebåd på Præstø Fjord. 13 elever og to lærere faldt i vandet. Den ene lærer mistede livet. Syv elever måtte genoplives og har stadig mén efter ulykken.

Havarikommissionen er kommet med en sønderlemmende kritik af efterskolen for ikke at have taget sikkerheden alvorligt nok. For to uger siden besluttede anklagemyndigheden at rejse tiltale mod både den selvejende institution Lundby Efterskole og forstander Truels Truelsen.

Advokaturchefen vil ikke på nuværende tidspunkt uddybe, hvilken straf anklagemyndigheden går efter til skolen og forstanderen i den kommende domsmandssag ved Retten i Nykøbing Falster.

- Det er lidt svært at sætte en efterskole i fængsel, at det bliver vel en bøde, men den øvrige strafpåstand kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, siger Michael Boolsen.

Anklagemyndigheden vil have skolen og forstanderen dømt for at at være ansvarlige for, at ulykkesbåden ikke var egnet til sejladsen, og at fartøjet stod ud trods dårligt vejr og kulde.

Blandt andet var der ifølge anklageskriftet ikke taget hensyn til, at ikke alle elever havde de fornødne svømmefærdigheder, at der ikke blev medbragt korrekt udstyr til nødmelding, og at elevernes sikkerhedsudstyr ikke var i orden.

Da båden kæntrede, måtte alle svømme eller reddes i land. Den ene lærer druknede, og de øvrige blev stærkt underafkølede og var ifølge anklageskriftet i yderste livsfare.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App