Det vi har sammen

Kræver lavere færgepriser

Foto: TV ØST

Det er blevet dyrt at sejle til og fra de danske småøer, lyder det fra beboerne på øerne. Nu vil de have flere penge fra staten til billigere færgebilletter.

Øerne er dybt afhængige af færgerne, der sejler varer, beboere og turister til og fra øerne. Men de senere år er prisen for en færgebillet steget markant, lyder det nu fra Sammenslutningen af Danske Småøer.

- På en hel del af småøerne oplever man, at færgetaksterne er blevet sat ualmindelig meget op i de seneste år. Noget skyldes formentlig de stigende brændstofpriser, men de høje priser skyldes også, at statens driftsstøtte til færgerne ikke har fulgt med prisudviklingen, siger Henry Larsen, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.

Han frygter, at stigende priser på færgerne kan betyde, at færre turister vil besøge øerne sommeren over, og at det på sigt bliver sværere for de danske småøer at tiltrække fastboende og erhvervslivet.

- Det kan jo være dyrt at pendle på arbejde fra en ø med de priser, og erhvervslivet får pludselig en ekstra omkostning ved at transportere varer til og fra øen. Det er problematisk, siger Henry Larsen.

Foreningen er lige nu ved at kortlægge alle prisstigninger på færgerne det seneste år. Blandt de steder, hvor færgepriserne er steget, er ifølge foreningen Vestsjællands Færgeselskab, der betjener Agersø, Omø, Sejerø og Nekselø. Her er prisen steget med 15 procent. Ifølge Helga Frederiksen fra Femø Beboerforening har færgerne til Femø, Fejø og Aksø fået pålagt et 15 procent brændstoftillæg. Også færgen til Strynø har oplevet stigende færgepriser især for fragt af stykgods.

- Folketinget har signaleret, at de små øer er værd at bevare, og så må man bakke op om det. Vi ønsker, driftsstøtten fra staten til færgeselskaberne sat op, og vi håber nu at få ø-kommunernes opbakning til det krav over for regeringen, siger Henry Larsen fra Sammenslutningen af Danske Småøer.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App