Kræftpatienter venter stadig

Hospitalerne i Region Sjælland overholder ikke ventetidsgarantien for kræftbehandling. Og heller ikke i fremtiden skal kræftpatienter forvente, at hospitalerne i regionen overholder tidsfristen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De Danske Regioner har lovet for meget, de ikke kan overholde. For selvom de selv var med til at indgå aftalen om, at kræftpatienter fra 1. oktober skal i behandling uden unødig ventetid, så kan det ikke lade sig gøre.

- Kræftpatienter skal ikke forvente at blive behandlet med den garanti, som Lars Løkke Rasmussen har udstukket, siger formand for Forum for Behandlingsgaranti i Region Sjælland Lennard B. Nielsen.

I Region Sjælland kan sygehusene eksempelvis ikke tilbyde patienter med risiko for kræft at blive undersøgt inden for 48 timer. Og det selvom det var regionerne selv, der indgik aftalen.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at overholde tidsfristerne, men når vi ikke har de hænder vi skal bruge, og den ekspertice, der er nødvendig, så er det umuligt at overholde garantien, siger Lennard B. Nielsen.

Selvom løftet ikke kan overholdes, så skulle ventetiden, ifølge Lennard B. Nielsen, alligevel blive kortere til januar. Noget der glæder Kræftens Bekæmpelse.

- Det er alt afgørende, at kræftpatienter kan komme så hurtigt i behandling som muligt. Derfor vil vi nidkært overvåge ventetiderne, og vi håber, at det bliver bedre i 2008, siger leder af Kræftens Bekæmpelsen i Næstved Annette Rasmussen.


Nyhedsoverblik