Kovending fra Dansk Folkeparti skal stoppe bøder til politikere

En holdningsændring hos Dansk Folkeparti fører til, at politikerne i Slagelse kan undgå at få bøder for deres protest over vandhandleplanerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Protesten opgives

Protesten fra den borgerlige blok i Slagelse byråd ser ud til at være slut, efter Dansk Folkeparti har smidt håndklædet i ringen, og nu vil acceptere at kommunens vandhandleplan sendes i udbud.

Vandhandleplanernes tidsplan kan derfor overholdes – og de ulydige politikere i byrådet kan dermed undgå at få bøder fra Statsforvaltningen.

Det skriver Sjællandske.

Politikerne ville ikke overholde loven

Landbruget og en række borgerlige politikere er imod vandhandleplanerne, da de mener, at den ekstra miljøindsats vil gå ud over landbrugets indtjening.

16 ud af 31 medlemmer af Slagelse Byråd besluttede sig derfor for at kaste grus i maskineriet ved at nægte at sende forslaget i høring blandt kommunens borgere. Indsatsen var dog ulovlig, og modstands-politikerne stod til at få bøder for deres modstand. Statsforvaltningen er allerede af egen drift gået ind i sagen.

Dansk Folkeparti vil have ny afstemning

Dansk Folkeparti har nu bedt om at få forslaget sat til afstemning igen på byrådsmødet på mandag.

Dermed vil kommunen stort set kunne overholde lovens tidsplan – man vil dog være tre dage forsinket. Forsinkelsen hen over weekenden ventes dog ikke at få konsekvenser for kommunen eller dens politikere.


Nyhedsoverblik