Korsør fejrer flygtninge

Foto: TV ØST

I Korsør bliver omkring 100 indvandrere og tidligere flygtninge tirsdag fejret. De har været med i et projekt, der skal få dem fra kontanthjælp og videre ud i livet. Det er lykkes for Panom Ketkrathok.

Med et diplom og en rose i hånden lyser Panom Ketkrathok op i caféen SuMak i Korsør. Hun har fået et bevis på, at hun det sidste år har gjort en indsats for at ændre sit liv.

- Det betyder meget at komme i dag, jeg er glad for at være her, fortæller Panom Ketkrathok.

Panom Ketkrathok har sammen med 100 andre indvandrere og tidligere flygtninge været med i projekt Jobstart i Korsør. Projektet skulle få deltagerne fra kontanthjælp ud i enten uddannelse, praktik eller arbejde.

Og det projekt lykkes for Panom Ketkrathok.

- Det betyder meget for min fremtid og mine drømme, at jeg får en uddannelse, så jeg kan få et arbejde, siger Panom Ketkrathok.

I august sidste år startede hun på SOSU-uddannelsen i Næstved.

Håbet om en ny fremtid

Livet har ikke altid været nemt for Panom Ketkrathok. Hun er oprindeligt fra Thailand, men bor i dag i Korsør med sin datter. Hun håber, at uddannelsen nu kan skabe et bedre liv for de to.

- Hvis jeg gør min uddannelse færdig, kan jeg få et arbejde, og så kan jeg passe på mig og min datter, lyder det fra Panom Ketkrathok.

Sådanne historier er der mange af i Café SuMak i Korsør.

Sabri Al-Ali kom til Danmark fra Syrien for seks år siden. Han har også deltaget i projektet og har nu fået arbejde i cateringfirmaet Kokken og Jomfruen. Tirsdag blev han sammen med de 100 andre fejret for sin indsats.

- Jeg er glad for at komme i dag, det er afslutningen på et projekt, der har betydet meget for mig, fortæller Sabri Al-Ali.

Sabri Al-Ali arbejdede som elektriker i Syrien, han håber, at han en dag kan komme tilbage til sit fag, men indtil da er han glad for at være kommet ud på arbejdsmarkedet.

Målet er ikke nået

Af de 100 personer, der har deltaget i projektet, er omkring halvdelen kommet i enten praktik, uddannelse eller arbejde, men hos Jobcenteret er det ikke nok endnu.

- Vi arbejder målrettet på at skabe en fremtid for dem. Først gennem et praktikforløb, hvor de kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet, fortæller Frederik Albrechtsen der er jobkonsulent hos Slagelse Kommune.

Den indsats sætter de pris på i kommunen.

- Det er et fantastisk projekt, selvom der er sat mange ansatte af til det, kan vi se på resultaterne, at det rigtige at gøre, og den rigtige måde at gøre det, slår borgmester Stén Knuth (v) fast.

For Panom Ketkrathok er projektet nu slut, men det er bestemt ikke glemt.

- Nu vil jeg finde en ramme, så skal det op at hænge, men først skal jeg vise det til min datter, fortæller Panom Ketkrathok.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App