Det vi har sammen

Kompagni giver soldater pause

Foto: TV ØST

Kamppause-kompagniet er navnet på en ny enhed under Antvorskov Kaserne. Kompagniet samler fysisk og psykisk skadede soldater og hjælper dem videre.

Det nye kamppausekompagni har tilknyttet fysioterapeuter, idrætsledere og psykologer. Kompagniet er blevet en realitet, fordi mange soldater har fysiske skader og krigstraumer, som de har brug for hjælp til.

- Ved Gardehusarregimentet er der 46 soldater, som går rundt og har det dårligt, og så er vi nødt til at gøre noget ved det, og derfor har vi oprettet enheden, siger Kristian Lindhardt Hansen, som er kompagnichef i Kamppausekompagniet.

Daniel Henriksen er en af de soldater, der har fået det psykisk dårligt af at være i krig i Afghanistan.

- Jeg havde problemer med at sove, havde mareridt, og jeg var blevet ligeglad med mig selv, siger han.

Han er glad for, han nu er tilknyttet Kamppausekompagniet.

- Det er super fine mennesker. Folk som også har oplevet mange af de samme ting, som man selv har, så de støtter automatisk en.

Daniel Henriksen ved ikke, om han vil udsendes igen, når han har fået det godt, men han mener stadig, at hans fremtid ligger hos Forsvaret.

02:02 Luk video

Tip os Har du et godt tip?