Især efter kommunesammenlægningerne er der nemlig flyttet så meget rundt på millionerne, at kommunernes regnskaber og budgetter kan være kropumulige at finde rundt i, fortæller P4 Sjælland.
- Ud fra den betragtning, at borgerne skal kunne få indsigt i deres kommunes service- og udgiftsniveau, så er det et problem, at der er den her uigennemskuelighed, siger kommunaløkonomisk ekspert Kurt Houlberg fra konsulentvirksomheden Niras til DR-P4 Sjælland.
I for eksempel Faxe Kommune er personaleudgifter for 11,2 mio. kroner flyttet fra området ældrepleje over til administration. Og i Næstved er ejendomsindtægter på over 30 millioner blevet bogført under udgiftsposter.
Disse tal-lege fremgår sjældent af statistikkerne, og ofte er de på kant med almindelig regnskabsskik. Alligevel tror Kurt Houlberg ikke at man kan løse problemet ved at stramme op på lovgivningen:
- Hvis man skulle sikre fuldstændig konsistens, så ville det kræve en enormt nuanceret og besværlig rådgivning, som jeg har svært ved at se kan fungere i praksis, siger han.
En del af forklaringen på de forvirrende regnskaber er, at der har været forskellige opgørelsesmetoder i de kommuner, som er blevet lagt sammen. Kurt Houlberg forventer, at regnskaberne bliver lidt mere gennemskuelige, efterhånden som de nye kommuner for alvor begynder at fungere.
/Ritzau