Kommuner tjekker svindel

Kommunerne i regionen opruster mod socialt bedrageri. Især med finanskrisens fyringer forventer de, at det kan betale sig at tjekke om borgere snyder sig til flere penge fra kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er rigelig sager at se på i Sorø kommune, selvom det kun er tre måneder siden, de startede indsatsen.

-  Der er nok at gå i gang med, der er nok 20-30 sager, som skal ses igennem, siger Henrik Jørgensen, kontrolkoordinator i Sorø kommune.

Og han forventer, at der bliver endnu flere den næste tid.

-  Generelt er det jo blevet svært at få arbejde og så kunne man frygte, at der vil være en tendens til, at folk søger ydelser, de ikke er berettiget til, siger Henrik Jørgensen.  

Se hele indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090223_svindel.flv]

De borgere, TV2 ØST mødte i dag, bifalder at kommunen går folk efter i sømmene.

- Jeg synes, det er meget godt. Det kan ikke være meningen, at de skal tære på os andre, der betaler, siger Niels Beierholm fra Sorø.

- Det synes, jeg er i orden, de skal jo straffes, det er klart, siger Annelise Nielsen fra Sorø.  

Det er de færreste sager, der ender med politianmeldelse. Henrik Jørgensen har dog allerede fundet 400.000 kr., som skal betales tilbage.  

- Jeg blev meget overrasket over, i de tre måneder jeg har været her, hvor mange penge, der er i det her, siger han.

Fem kommuner i landsdelen har fundet ud af at efterforskningen kan betale sig. De resterende opfordrer velfærdsministeriet nu kraftigt til at få sat et initiativ i gang for at få de svindlede penge tilbage. 

I Sorø er det især enlig mødre, der er taget i svindel. For når en mand flytter ind, så kan boligstøtte, fri plads i daginstitutionen osv. frafalde.  

- Er det ikke urimeligt at gå efter de enlige mødre, fordi de har fået sig en mand eller kæreste? Det synes jeg ikke. Hvis man skal have ydelser fra kommunen, skal man være berettiget til dem, ligegyldigt hvem det er, siger kontrolkoordinatoren.

Det får han opbakning til i byen.

- Hvis det er dem, der snyder, så må det jo være dem, man går efter siger Ulla Jenner Rasmussen, Sorø

- De er vel ikke bedre end andre. Hvis de har en mand i huset, må han da være med til at betale, siger Niels Beierholm, Sorø.  

Selvom initiativet er populært og kan forvente travlhed i krisetiderne, så kan Henrik Jørgensen betrygge enlige mødre med, at han ikke kommer hjem til dem og tjekker, om en mand er flyttet ind. Det er nu blevet forbudt.


Nyhedsoverblik