Kommuner svigter svage unge

Tre ud af fire private opholdssteder er utilfredse med kommunernes tilsyn med anbragte børn og unge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommunernes tilsyn med private opholdssteder for svage børn og unge er ikke godt nok. Det mener et stort flertal af lederne på de private opholdssteder, der har svaret på en rundspørge foretaget af Politiken Research, skriver Politiken onsdag.

Landets 254 private opholdssteder er ifølge loven underlagt to former for tilsyn - dels et tilsyn fra den kommune, de ligger i, dels fra den kommune, der har anbragt barnet på opholdsstedet.

Og det er ifølge Politiken især tilsynet fra de anbringende kommuner, som opholdsstederne selv mener er mangelfuld. Hele 77 procent er enige eller delvis enige i, at der er behov for at styrke og professionalisere tilsynet.

Tallene bakkes op af en undersøgelse fra Ankestyrelsen, som blev offentliggjort i slutningen af marts.

I den kan kun et ud af fire opholdssteder eller institutioner bekræfte, at alle stedets anbragte børn i 2011 fik de to lovpligtige, såkaldt personrettede tilsyn, som de har krav på.

Hver femte svarede, at det var de færreste børn, der fik de to opfølgende besøg om året, som loven kræver.

Karin Kildedal, lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, er ikke overrasket over kritikken.

- Lovgivningen er slet ikke god nok på det her område, når man tror, at det er nok med to besøg til et anbragt barn om året, siger Karin Kildedal til Politiken.

Hun påpeger også, at kommunernes sagsbehandlere ofte ikke er klædt godt nok på fagligt.

Jane Findahl (SF), formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), erkender, at der er behov for at rette op.

- Kommunerne har stort fokus på at løfte kvaliteten og på at sikre det rigtige eftersyn. Det er selvfølgelig ikke rart at tænke på, at så mange opholdssteder ikke er tilfredse med de tilsyn, kommunerne fører. Og det skal blive bedre, siger hun til Politiken.

/ritzau/


Nyhedsoverblik