Det vi har sammen

Kommuner sparer på handicapområdet

Da kommunerne overtog handicapområdet fra amterne, var de slet ikke klar over hvilken opgave, der ventede dem. Det er blevet langt dyrere at varetage handicapområdet end forventet.

 

Kommuner har hverken overblik eller penge nok til at tilbyde deres handikappede borgere den hjælp, de har brug for.

Socialchefer erkender, at opgaven er langt mere indviklet og dyr, end de havde forudset, og mange gør nu alt, hvad de kan, for at spare. Det er blandt konklusionerne i en ny  interviewundersøgelse, som Socialpædagogernes Landsforbund (SL) netop har gennemført, skriver Politiken tirsdag.

Undersøgelsen har koncentreret sig om at interviewe social- og omsorgscheferne i 13 kommuner, der alle har over 10 procent flere voksenhandikappede borgere uden for arbejdsmarkedet, end en gennemsnitlig kommune har. Handikapområdet dækker alt fra autister til lammede i kørestol, og mange kommuner mangler ekspertisen til at løfte den brede vifte af opgaver, som de overtog fra amterne i 2007.

Meningen var, at de skulle købe specialtilbud af hinanden, men den trafik har været med til at få handikaptunge kommuners økonomi til at briste. Priserne bliver skruet op af de kommuner, der har mange tilbud, og det går ud over dem, der ikke har, for de må ud og købe løsninger, hvor de ikke har kontrol over udgiften.

- Udgifterne stiger voldsomt, det kan være udgiftsstigninger på 5, 6, 700.000 kroner per borger, som andre kommuner bestemmer over«, siger socialchef i Svendborg Finn Boye i undersøgelsen.

Norddjurs Kommune ligger i øjeblikket i konflikt med en regionsinstitution, som forhøjede taksterne med op mod 30 procent. Det har kommunen nægtet at betale, før den har fået en grundig forklaring på prisforhøjelsen.

Også Kalundborg har heftige budgetoverskridelser:»Omkring halvdelen af vores budget bliver styret af andre kommuner. Det vil sige, at det er noget, vi slet ikke har indflydelse på«, siger Jonna Andersen, fungerende teamleder for voksenspecialenheden i Kalundborg Kommune, til Politiken.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App