Sagen om Slotsparken Børnehave har nu snart været næsten et år undervejs.
Da kommunen besluttede at lukke børnehaven, anmodede Forældregruppen om at overtage den, men blev gang op gang modarbejdet af kommunen.
Forældrene kunne ikke overtage lejemålet den dag, hvor børnehaven var sat til at lukke. Ifølge kommunen fordi de skulle rydde op.
Børnehavens legetøj og inventar kunne forældrene byde på, men først måtte de andre børnehaver i kommunen tage, hvad de ville have.
Og endelig ville Vordingborg Kommune ikke acceptere den økonomiske sikkerhed, som forældrene fik stillet gennem landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem - på trods af forsikringsordningen er godkendt i otte andre kommuner.
Ifølge Frie Børnehaver og Fritidshjem er sagen langt fra enestående, og det har nu fået folketingspolitikeren Flemming Møller til at skrive et brev til Socialministeren.
- Loven er lavet med henblik på, at man kan starte en børnehave fra bunden, men det her er en institution, der er i gang, og her mener jeg, at Socialministeren må gå ind i sagen. Institutioner, der er i drift, skal også kunne overtages af forældrene uden, at de skal gå i stå, siger Flemming Møller (V).
De Frie Børnehaver og Fritidshjem vil nu lægge sag an mod Vordingborg Kommune.
TV2 ØST har talt med Vordingborgs kommunes borgmester om truslen, og her siger han, at han afventer en juridisk redegørelse og vil ikke yderligere kommentere sagen.