Kommune spænder ben for privat børnehave

Foto: TV ØST

Forældre, der vil starte en privat børnehave anklager nu Vordingborg Kommune for bevidst at spænde ben for den nye institution.

En gruppe af forældre vil lave Slotsparkens Børnehave om til en privat institution. Politikerne i Vordingborg kommune har nemlig besluttet, at den skal lukkes. Ifølge Michael Larsen forsøger kommunen nu at forhindre, at de kan overtage børnehaves nuværende lejemål.

- Det er ren chikane. Det er det. Vi mener helt klart, at kommunen prøver at trække den her sag i langdrag, så vi ikke har en reel mulighed for at åbne. Vi støder på modstand fra kommunen, der slet ikke svarer på vores henvendelser eller er flere uger om at svare, siger Michael Larsen, der arbejder for at gøre Slotsparkens Børnehave til en privat institution.

Ifølge Frie Børnehaver og Fritidshjem så handler modstanden fra kommunen om økonomi.

- Den private institution skal have samme økonomi som i selvejende og kommunale institutioner, så de penge man havde forventet at spare ved en lukning, skal man hen og spare et andet sted, siger Karen Skau Meincke, der er konsulent i Frie Børnehaver og Fritidshjem.

Vordingborg Kommune er langt fra den eneste kommune, som modarbejder de private børnehaver.

- Der er modstand rigtig mange steder, det er bare forskellige grader af modstand. Langt de fleste steder får vi talt os til rette om, hvordan det skal være. Men vi har da et par kommuner, der næsten er på niveau med Vordingborg Kommune, siger Karen Skau Meincke.

I Børne-, Unge og Familieudvalget i Vordingborg Kommune mener man ikke, at der bliver smølet med sagsbehandlingen.

- Det mener jeg bestemt ikke, at vi gør. Jeg er klar over, at det har trukket ud. Men vi blev enige om at lave en strukturpakke i stedet for at lukke en institution i de større byer i kommunen, og i torsdags blev det så besluttet at Slotsparkens Børnehave skal lukke.

Men ifølge Børne-, Unge og Familieudvalget i Vordingborg Kommune så bliver kommunen nødt til at lukke en anden institution, hvis arbejdsgruppen åbner en privat børnehave. Der er nemlig ikke børn nok til at have alle institutionerne åbne.

02:30 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App