Det vi har sammen

Kommuner skal straffes i tvangsfjernelsessager

Det skal have konsekvenser, når kommuner dummer sig i tvangsfjernelsessager. Det siger professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Kirsten Ketcher.

 

Ankestyrelsen er lige nu ved at undersøge tre kommuners rolle i Brønderslev-sagen. Men uanset hvad styrelsen konkluderer, så får det næppe konsekvenser for kommunerne. Det mener en ekspert er forkert.

Lolland Kommune kan derfor sammen med Skanderborg og Brønderslev  ånde lettet op. Selvom det kun er en uge siden, at Socialminister Benedikte Kiær (K) bad Ankestyrelsen undersøge kommunerne, så er der ingen grund til bekymring, uanset hvilke fejl de har lavet. De bliver nemlig efter al sandsynlighed ikke straffet i sagen om tvangsfjernelse af otte børn. Det siger flere eksperter til TV2 ØST.

- Jeg tvivler på, at der kommer til at ske noget som helst. Vi har jo haft tilsvarende sager, hvor kommunerne ikke har grebet ind, og der efterfølgende ikke er sket kommunerne noget som helst, siger Kirsten Ketcher, som er professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Ankestyrelsen, som lige nu undersøger kommunerne, har ingen sanktionsmuligheder, selv om der skulle blive fundet graverende fejl. Det vil sige, at selvom børnene måske skulle være tvangsfjernet på et tidligere tidspunkt, så vil kommunen ikke blive straffet for det.

- Jeg mener ikke, at vi i dansk ret har nogle effektive sanktioner mod kommuner, der i disse situationer ikke griber ind, siger Bente Adolphsen, som er lektor på Socialrådgiveruddannelsen I Århus.

Brønderslev Kommune kan bede Lolland Kommune om refusion, hvis det viser sig at børnene skulle være tvangsfjernet på et tidligere tidspunkt. Men kommunerne kan altså ikke decideret straffes for ikke at have levet op til Serviceloven. Og det mener Kirsten Ketcher er forkert.

- Man burde forstærke loven, så kommunerne får nogen sanktioner, som de rigtigt kan mærke, siger Kirsten Ketcher.

Bente Adolphsen vil ikke afvise, at bøder er vejen frem, men mener også, der er brug for et uvildigt tilsyn af kommunerne. Det har i dag ikke været muligt af få en kommentar fra Socialminister Benedikte Kiær.

 

Tip os Har du et godt tip?