Kommuner skal splejse om dyre anbringelser

Foto: TV ØST

Socialministeren vil have kommunerne til at dele udgifterne til særligt dyre anbringelser af udsatte børn.

Fremover skal kommunerne i højere grad løfte omkostningstunge anbringelser af udsatte børn i flok. Det mener socialminister Karen Hækkerup (S).

- Jeg lægger op til, at vi skal have ændret på finansieringen for at sikre, at der ikke er nogen børn, som ikke får den rigtige hjælp, fordi kommunen skal spare, siger Karen Hækkerup til avisen Kommunen.

Samtidig vil ministeren sikre, at en kommune ikke kan stå alene med udgifterne til en større søskendeflok, der skal anbringes, skriver Kommunen.

Konkret ønsker hun, at kommunerne fremover kan få en større del af udgifterne til de dyre anbringelser dækket af en fælleskommunal pulje, den såkaldte centrale refusionsordning.

Ordningen skal som nævnt også dække anbringelse af større søskendeflokke. Og ministeren lægger ikke skjul på, at den såkaldte Brønderslev-sag i hendes øjne har vist, at det er nødvendigt.

- Det er altafgørende for mig, at der ikke er en kommune, hvor man sidder og tænker, at man ikke kan overskue at fjerne fem børn. Det må vi ikke ud i, siger Karen Hækkerup.

Hos Socialpædagogernes Landsforbund modtages ministerens ambitioner med åbne arme.

- Vi er glade for initiativet, men det kan ikke stå alene. Vi har hæftet os ved, at regeringen i sit grundlag har lagt op til, at hele finansieringens struktur skal gennemgås, siger Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, og fortsætter:

- Der er et klart behov for at finde en model, hvor det ikke er den enkelte kommune, som står med alle udgifterne, som det er i dag. Og her er refusionen kun en enkelt del.

I Kommunernes Landsforening, KL, afventer man ministerens udspil, men man er i udgangspunktet positivt stemt.

- Så længe vi ikke har set det konkrete forslag, så kan jeg kun sige, at vi selvfølgelig er parat til at snakke om finansieringen på området, siger Jane Findahl (SF), formand for KL's socialudvalg.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App