Det vi har sammen

Kommuner må hjælpes ad om problemfamilier

Foto: TV ØST

Kommunerne skal være bedre til at informere hinanden, når en problemfamilie flytter fra en kommune til en anden. Det mener Dansk Folkeparti.

 

Efter at ni børn er tvangsfjernet, og et forældrepar er sigtet for mishandling i Brønderslev Kommune, kræver formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen (DF), at de kommunale myndigheder skal være langt bedre til at informere og hjælpe hinanden på tværs af kommunegrænserne.

- Jeg kan forstå på Brønderslev Kommune, at de ikke har modtaget en henvendelse fra familiens tidligere bopælskommune og derfor ikke har vidst noget om familiens groteske forhold, hvor flere er blevet misbrugt på det groveste, siger Martin Henriksen.

Han vil nu rette henvendelse til socialminister Benedikte Kiær (K) og bede hende indskærpe, at kommunerne skal orientere hinanden, når en problemfamilie flytter.

Forældreparret fra Brønderslev er blevet varetægtsfængslet i fire uger i sagen. Men det kunne være stoppet meget før, hvis kommunerne havde orienteret hinanden, mener Martin Henriksen.

- Efter min opfattelse er der tale om et klokkeklart svigt,
både i moralsk forstand og i forhold til gældende love og regler på området, siger han.

På baggrund af sagen er Martin Henriksen åben over for en opstramning af underretningspligten i serviceloven.

Familien var tilflytter fra Guldborgsund Kommune.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App