Det vi har sammen

Kommuner laver fejl i dagpengesager

Foto: TV ØST

Seks kommuner her i regionen laver i gennemsnit fejl i hver tredje sag om bortfald af sygedagpenge. Det viser en undersøgelse fra Statsforvaltningen Sjælland.

Når en kommune fratager en borger retten til sygedagpenge sker det ikke altid i overensstemmelse med loven.

Hver tredje afgørelse er forkert

Det konkluderer Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Sjælland, som har undersøgt 57 sager fra Guldborgsund, Kalundborg, Lejre, Ringsted, Slagelse og Sorø kommuner.

Sagerne vedrører allesammen §21 i sygedagpengeloven, som handler om bortfald af retten til sygedagpenge.

I hver tredje sag var kommunens afgørelse ikke korrekt. Det skriver ankenævnet i en pressemeddelelse.

Mangelfuld sagsbehandling

  • I 21 pct. af sagerne mangler der så afgørende oplysninger eller flere og/eller væsentlige oplysninger, at sagerne ville blive ændret eller hjemvist, hvis det havde været klagesager. 
  • I  12  pct.  af  sagerne,  vil  afgørelserne  blive  ændret  eller  hjemvist  af  andre  årsager  end mangelfuldt oplysningsgrundlag. Det kan for eksempel være på grund af, at kommunen ikke har sikret sig, at betingelserne for bortfald af sygedagpenge er opfyldt. Det kan også skyldes, at kommunen ikke har givet den sygemeldte skriftlig orientering om konsekvenserne af ikke at medvirke  ved kommunens opfølgning , at den sygemeldte afviser at lade sig indlægge eller modtage nødvendig lægebehandling, eller afviser at deltage i optræning for at genvinde arbejdsevnen.
  • I 67 pct. af sagerne mangler der enten ingen oplysninger, mangler enkelte mindre væsentlige  oplysninger  eller  mangler  flere  og/eller  væsentlige  oplysninger,  som  ikke  i  sig selv fører til, at afgørelserne vil blive ændret eller hjemvist. 

Alle kommuner kaldes til møde

Beskæftigelsesankenævnet afholder nu et møde, hvor samtlige 17 kommuner i regionen er inviteret, og hvor de skal drøfte resultatet af undersøgelsen.

Ankenævnet anbefaler blandt andet, at kommunerne bliver bedre til at vejlede borgeren og fortælle skriftligt, klart og utvetydigt om konsekvenserne ved den sygemeldtes manglende medvirken.

Du kan læse hele praksisundersøgelsen på Statsforvaltning Sjællands hjemmeside:

http://statsforvaltning.dk/site.aspx?p=4623&newsid=1077

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App