Kommuner for langsomme i byggesager

Kommunerne er for lang tid om at behandle byggesager. Det mener Brian Mikkelsen efter ny opgørelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange kommuner har meget lang sagsbehandlingstid på byggesager, og ventetiden bliver stadig længere. Det viser en ny opgørelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Opgørelsen viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er steget med 6 dage siden den første opgørelse fra maj 2010, så det i dag er 48 dage mod tidligere 42 dage.

Og det er ifølge Økonomi- og Erhvervsministeren for lang tid.

- En lang sagsbehandlingstid kan have negative konsekvenser for byggevirksomhederne, særligt i denne tid, hvor vi står overfor store udfordringer i forhold til at sikre vækst, også i byggeriet. Vi skal derfor have vendt udviklingen nu, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Samtidig er der er store forskelle mellem kommunerne. De mest effektive kommuner er i stand til at afslutte deres byggesager inden for gennemsnitligt 2-3 uger, mens kommunerne i den anden ende af skalaen gennemsnitligt er 2-3 måneder om at færdigbehandle ansøgninger.

For eksempel tager det 88 dage i Syddjurs Kommune, og Guldborgsund Kommune følger lige efter med 81 dage.

For at komme de lange sagsbehandlingstider til livs, lægger regeringen som led i deres konkurrencepakke nu op til at samle sagsbehandlingen.

- Regeringen har som led i konkurrencepakken lagt op til, at vi opretter nye centrale enheder, som skal stå for den tekniske byggesagsbehandling, siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

- Det vil give hurtigere og bedre byggesagsbehandling. Samtidig vil vi også arbejde for, at borgere og virksomheder fremover kan ansøge digitalt om en byggetilladelse.

/ritzau/


Nyhedsoverblik