Kommuner kritiserer akutplan

Politikerne i Region Sjælland vil fjerne lægerne fra akutbilerne, men det vækker harme i kommunerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en skandale. Sådan siger formanden for sundhedsudvalget i Næstved kommune, Flemming Jay, Venstre, til TV2 Øst, og fortsætter: - En paramediciner er en falckmand med et ekstra kursus. De kan rigtigt meget, og er uden tvivl rigtigt dygtige, men det er jo for intet at regne imod en erfaren anæstesilæge.

Næstved kommune har i et høringssvar til Region Sjælland kritiseret, at regionens politikere vil fjerne lægerne fra akutbilerne, og erstatte dem med paramedicinere.

Og kommunen er langt fra alene med kritikken. Også i Vordingborg er de stærkt betænkelige, siger Lena Schroll, SF. - Jeg tror at de tænker mere i økonomi og jeg bliver i tvivl om, om de virkeligt ved, hvad det drejer sig om, når de gør sådan noget, siger hun i dag til TV2 Øst.

I Sorø kalder politikerne i et høringssvar til regionen beslutningen uklog, I Guldborgssund mener de at der er tale om en alvorlig kvalitetsforringelse og i Odsherred og Kalundborg har de også protesteret.

 

I dag har regionen 5 akutbiler med en læge eller en sygeplejerske, 7 akutbiler med paramediciner og 66 ambulancer. Fra første marts næste år fjerner man lægebilerne. Der vil være 6 akutbiler med eksisterende  paramedicinere og i 10 ambulancer får falckmanden 5 ugers kursus og bliver dermed opgraderet til paramediciner. Der bliver altså færre biler og ingen læger der kører rundt, men alligevel kalder politikerne planen for en opgradering

- Det gør vi fordi der bliver døgnbemanding på bilerne. Og så vil der døgnet rundt sidde en læge, der kan vejlede paramedicineren pr. telefon, siger Jens Ravn, formand for det præhospitale udvalg i Region Sjælland. Han mener, at det handler om, at hjælpen skal hurtigt frem, og at det er på hospitalet, patienterne får den bedste behandling. Det er ikke ude i pløjemarken, det er det altså ikke, siger Jens Ravn.

Men i kommunerne har de svært ved at se gevinsten.

- Man sminker det budskab, man er ude med. Jeg føler ikke, at man fuldt og helt fortæller Region Sjællands borgere, hvad det her det handler om. Og JEG er meget utryg ved det her, siger Flemming Jay.

 


Nyhedsoverblik