Det vi har sammen

Kommuner klager over SKAT

Foto: TV ØST

Fem kommuner i Region Sjælland har sendt en julehilsen til skatteministeren. Her påpeger de, at kommuner går glip af op mod to milliarder kroner, fordi SKAT opgiver at inddrive mange borgeres gæld.

Siden 2005 har det været SKAT's opgave at inddrive borgernes gæld til kommunerne. For at løse denne opgave valgte SKAT i september at søsætte projekt 'Rent Bord'. På kort tid skulle 20.000 sager om borgeres gæld behandles. Det tæller alt fra biblioteksbøder til socialt bedrageri.

Nu har Holbæk, Slagelse, Næstved, Køge og Roskilde Kommuner gået sammen og skrevet et brev til skatteministeren.

- Vi gør opmærksom på vores utilfredshed med, at efter SKAT har overtaget kommunernes opgave med at opkræve restancer, så er der kun blevet flere af dem. Vi har flere penge ude og svømme i dag, end da SKAT tog over i 2005, siger Søren Kjærsgaard, borgmester, Holbæk Kommune.

Den opgave har SKAT altså ikke løst godt nok ifølge kommunerne. I mange tilfælde har SKAT nemlig valgt ikke at inddrive gælden, fordi borgeren i tre år ikke har været i stand til at betale gælden. Det kan eksempelvis skyldes, at man har været på barsel eller overførselsindkomst. I Slagelse Kommune alene skønner man, at man mister 30 millioner kroner.

- De penge kunne sagtens bruges på offentlig service, skoler og daginstitutioner, siger Lis Tribler, borgmester, Slagelse Kommune.

Nu håber borgmestrene på, at SKAT vil opprioritere opgaven og få indkrævet kommunernes penge.

02:23 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App