Kommuner kæmper mod ny jernbane

Ni sjællandske kommuner går til angreb på ny jernbane mellem København og Ringsted. Fordelene ved en ny jernbane bygger på myter, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fordelene ved at bygge en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge i stedet for at udvide den eksisterende strækning over Roskilde bygger på myter og misforståelser. Meldingen kommer ifølge Ritzau  fra ni sjællandske kommuner, der dermed går imod argumenter fra DSB, Banedanmark, en række trafikeksperter samt flere fremtrædende trafikpolitikere. Herfra lyder det med samlet røst, at det vil fremtidssikre den danske jernbane, hvis der kommer nye spor til Ringsted langs Køge Bugt.

Trafikstyrelsen har også lavet en rapport, der viser, at en ny jernbane giver plads til mange flere tog, giver mulighed for højere hastighed og skaber færre forsinkelser end et nyt spor mellem København og Roskilde. Men borgmestrene fra Greve, Høje Taastrup, Ishøj, Holbæk, Lejre, Roskilde, Odsherred, Solrød og Vallensbæk mener ikke, at fordelene med en ny jernbane er så klare.

 - Det har været rystende for os at opdage, hvordan de argumenter for nybygningsløsningen, vi har hørt igen og igen, slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det er myter, og med de nye analyser kan vi aflive dem, siger borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler (K).

Borgmestrene i de ni kommuner mener blandt andet, det er forkert, at den kommende bro over Femern Bælt nødvendiggør den nye jernbane. Der vil være nok kapacitet til togene over broen med det ekstra spor på den nuværende strækning. Borgmestrene afviser også, at nybygningsløsningen er nødvendig for at opfylde ambitionen om at nedbringe rejsetiden fra Odense til København til en time. Rejsetiden på den ny jernbane vil være 66 minutter, mens den vil være mellem fire og seks minutter længere via det ekstra spor. Endelig mener borgmestrene heller ikke, at der er belæg for at sige, at en udvidelse af den eksisterende strækning giver kaos i byggeperioden. Der vil i 95 procent af anlægsfasen ikke være de store forstyrrelser.


Nyhedsoverblik