Kommuner fyrer gravide på stribe

Det hele ramlede for socialpædagogen Katinka Roerup, da hun i efteråret 2010 fik en fyreseddel - tilsyneladende fordi hun var gravid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lille måned forinden havde hun orienteret sin arbejdsgiver på et alkoholambulatorium i en sjællandsk kommune om, at hun var gravid.

- Det var rigtig ubehageligt at blive fyret halvvejs i min graviditet. Min arbejdsgiver argumenterede med, at der var nedskæringer, og at de skulle af med to medarbejdere og slet ikke handlede om, at jeg stod overfor at skulle på barsel, fortæller hun og tilføjer:

- Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at de anså det for spild af penge at skulle betale min barselsorlov, og derfor kunne de lige så godt afskedige mig.

Katinka Roerup er ikke alene. Ifølge Ugebrevet A4 er antallet af gravide og barslende kvinder, der får en fyreseddel af deres offentlige arbejdsgiver, er steget markant de seneste år. Det rapporterer en række store fagforbund som blandt andre Socialpædagogernes Landsforbund (SL), FOA, HK Kommunal og Dansk Sygeplejeråd, der alle organiserer kvinder ansat i kommuner og regioner.

En central samlet oversigt over fyringer af gravide i den offentlige sektor eksisterer ikke, men alene i FOA er der i dag en bunke på 30 konkrete sager. Hos SL oplever man hver måned, at en socialpædagog, som Katinka Roerup, bliver prikket. Og det på trods af, at fyringerne er i strid med ligebehandlingslovens paragraf 9.

Ifølge Karen Sjørup, der forsker i arbejdsmarked og ligestilling på Roskilde Universitet (RUC), skyldes stigningen i uberettigede fyringer af gravide, at kommunerne er økonomisk trængte og samtidig får et stigende antal offentlige opgaver. Men det er ingen undskyldning, understreger hun:

- Det er bekymrende, at der ikke er den moral i vores kommuner, og der er noget, de har misforstået. Som offentlig myndighed har man da en større forpligtelse til at efterleve loven. Den her udvikling er jo en bombe under det system, vi har opbygget omkring barsel og rettigheden til at have et job at vende tilbage til efter barsel.

Formand for Socialpædagogernes Landsforbund Benny Andersen finder det helt urimeligt, at gravide og barslende kvinder bliver ofre i den økonomiske krise i kommunerne.

- Det er foruroligende og helt uacceptabelt, at det går udover gravide og barslende kvinder, når det strammer til økonomisk i kommunerne. Vi må forvente, at kommunerne overholder ligebehandlingsloven, og når der så sker den markante stigning i afskedigelser af gravide, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der er spekulation og bevidst handling i det, siger han.

Også formand for HK Kommunal Bodil Otto er oprørt over, at kommunerne i stigende grad deler fyresedler ud til gravide og kvinder på barsel. Hun understreger, at HK har registreret flere uberettigede afskedigelser af ikke bare gravide og barslende, men også af kvinder i fertilitetsbehandling samt tillidsrepræsentanter, der ellers alle burde være beskyttet mod fyring af lovgivning.

Kritik overrasker

Ifølge Ligebehandlingsloven er det ikke tilladt at fyre gravide eller barslende fordi, de er gravide eller på barsel. Skulle en arbejdsgiver imidlertid vælge at fyre en gravid, er det arbejdsgiveren, der skal bevise, at fyringen ikke skyldes graviditeten.

Men ifølge flere fagforbund er der tale om en markant stigning i antallet af sager, hvor kvinder føler sig uberettiget fyret i forbindelse med barsel eller graviditet.

Borgmester i Høje Taastrup og formand for Kommunernes Landsforenings løn- og personaleudvalg Michael Ziegler (K) afviser imidlertid, at kommunerne omgår ligebehandlingsloven, og kritikken fra fagforbundene kommer bag på ham.

- Jeg kan ikke genkende det billede fra hverken min egen kommune eller i KL. Vi har ikke hørt noget om, at der skulle være et problem med flere fyringer af gravide. Vi har ikke hørt om konkrete sager, og hvis der var et problem, ville det være naturligt, at vi var blevet kontaktet af de faglige organisationer om problemstillingen, og det er vi ikke blevet, understreger Michael Ziegler.

Ifølge formand for KL's løn- og personaleudvalg kan den opfattelse, at kommunerne i stigende grad fyrer gravide, hænge sammen med, at der generelt har været en voldsom stigning i antallet af fyringer generelt i kommunerne foranlediget af økonomien.

- Det er klart, at når man nedlægger stillinger i så stort omfang i de fleste kommuner, kan der godt komme nogle gravide eller nogle på barsel med i fyringsrunder. Men det er ikke i sig selv forkert eller en omgåelse af ligebehandlingsloven, hvis bare det er rigtige kriterier, der er lagt til grund for det, siger Michael Ziegler.


Nyhedsoverblik