Det vi har sammen

Kommuner er dårlige betalere

Foto: TV ØST

Hvis vi borgere mangler at betale en biblioteksbøde, får vi hurtigt et smæk over fingrene fra kommunen. Men hvis kommunen skylder penge er det anderledes. I hvert fald oplever mange private virksomheder i regionen, at kommunerne ikke betaler deres regningerne til tiden.

Vognmand Bjarne Nielsen fra Varpelev må fra tid til anden vente på sin betaling fra de kommuner, han kører for.

- Hvis vi ikke får vores penge til tiden, så kan vi være nødt til at udskyde at betale vores regninger. I dag har vi en stærk likviditet, men for år tilbage kunne det betyde meget for os, at kommunerne ikke betalte os til tiden, siger han. 

Han ønsker ikke at rette sin kritik mod nogen bestemt kommune. Men der er problemer med en lang række kommuner. Det viser en undersøgelse fra a-kassen ASE. Af alle de samlede problemer med dårlige betalere, som firmaer og virksomheder har - så udgør det offentlige 14 procent. Især kommunerne er dårlige betalere.

- Det er helt uacceptabelt, siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

En række bosteder for socialt udsatte unge har problemer med at få deres betaling til tiden fra Vordingborg Kommune. TV2 ØST har talt med bostederne, men de ønsker ikke at stå frem.

- De ønsker ikke at stå frem, fordi de frygter, at kommunen ikke længere vil bruge dem, hvis de føler, at de 'laver ballade', siger Geert Jørgensen. Han er direktør i LOS, som er en interesseorganisation for landets private opholdssteder, botilbud, interne skoler og dagbehandlingstilbud.

Direktøren vil nu tage kontakt til Vordingborg Kommune på sine medlemmers vegne.

- Det er vigtigt, at regningerne bliver betalt til tiden. Ellers kan man ikke skabe stabile forhold for de udsatte unge, siger formand Geert Pedersen.

Han bakkes op af Venstres erhvervsordfører.

- Netop i en tid med finanskrise er det nødvendigt, at kommunerne betaler til tiden. Mange firmaer kan få store problemer, hvis kommunerne ikke får betalt til tiden, siger Torsten Schack Pedersen. 

Borgmesteren i Vordingborg Kommune - Henrik Holmer (S) - sidder i møde hele dagen. Han forklarer dog over telefon, at kommunen skal betale sine regninger til tiden. Han vil tage sagen op med økonomiforvaltningen efter påsken.

Vognmanden fra Varpelev tænker tit på, at kommunerne er hurtige til at sende rykkergebyr og inkasso-trusler.

- Men vi andre får sjældent noget ud af at sende rykkergebyr til kommunen. Ikke andet end et skuldertræk, siger Bjarne Nielsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App