Kommune svigtede psykisk syg

En stærkt psykotisk og skizofren kvinde har i flere år levet en kummerlig, beskidt og uværdig tilværelse under forfærdelige forhold i en ejendom på Lolland uden at få hjælp. Det skriver B.T.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 
På trods af at både kvindens samlever og flere naboer i det lille landsbysamfund Toreby på Lolland har tigget og bedt Guldborgsund Kommune om hjælp til at få kvinden behandlet, så er intet sket.

I månedsvis har hendes psykose været så alvorlig, at hun har været ude af stand til at holde hverken sig selv eller hjemmet rent. Dag for dag er bunken af affald, afføring og opvask vokset.

   - Hun begyndte at blive syg for et par år siden. I det sidste halve år har det været meget slemt. Hun råber og skriger. Det er meget voldsomt at se på. Det er forfærdelig synd for hende og hendes mand, at de ikke kan få hjælp, siger Claudia Bækkel, der er nabo til kvinden.

Den hjælpeløse kvinde kan ikke på nogen måde tage vare på sig selv, skriver B.T.
Avisen har ved selvsyn konstateret, at kvinden lever i et ekstremt beskidt hjem, ikke kan vaske sig og går rundt i beskidt ble og en trøje, der ikke er vasket i månedsvis.

Hun er så beskidt, at man kan lugte hende mange meter væk og hun har urensede sår på benene og hænderne.
Claudia Bækkel og hendes mand Patrick Jensen har i det sidste halve år ringet adskillige gange til både kommunen, kvindens praktiserende læge og det lokale sygehus og bedt om hjælp. Intet er sket.
Guldborgsund Kommune nægter at udtale sig om den konkrete sag.

   - Men jeg kan forsikre, at vi har gjort, hvad vi kunne, siger Lis Hjøllund, teamleder i socialpsykiatrien i Guldborgsund Kommune.


Nyhedsoverblik