Kommune betaler ekstra for rengøring med godt arbejdsmiljø

For Vordingborg Kommune stod forholdene for de ansatte øverst på listen, da de skulle udlicetere den kommunale rengøring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Benhård konkurrence på prisen og tårnhøje krav om funklende rene gulve tvinger mange rengøringsfolk til at svinge moppen hurtigere end nogensinde før. Det gør rengøring til et af de erhverv, hvor den fysiske nedslidning er størst.

Men for nylig traf Vordingborg Kommune et usædvanligt valg i forbindelse med udlicitering af den kommunale rengøring, skriver Avisen.dk.

Stik imod sædvane var det hverken pris eller kvalitet, der blev afgørende for valget af leverandør. Rengøringsopgaven gik i stedet til det firma, som angav den bedste metode til at undgå fysisk nedslidning af personalet.

- Vi er godt klar over, at det er lidt usædvanligt, men vi mener, at vi har en forpligtelse til at sikre de ansatte - som for en stor dels vedkommende er borgere i vores egen kommune - et godt arbejdsmiljø, siger kommunaldirektør Tomas Therkildsen til Avisen.dk

Kommunerne er blandt de største kunder på rengøringsmarkedet. Derfor har en presset økonomi i kommunerne også sat rengørinsgbranchen under ekstra pres.

- Tempoet er blevet skruet enormt meget i vejret. Og det er jo ikke tilfældigt, at rengøring er en af de brancher, hvor flest går tidligt på førtidspension, siger Tina Møller Madsen, der er gruppeformand for 3F Hotel, Service og Restauration, til Avisen.dk.

Hun mener, at det ville være et kæmpe fremskridt, hvis flere kommuner tog hensynet til medarbejderne med i overvejelserne, når de vælger rengøringsfirma.

Den gode nyhed fra Vordingborg hviler dog på en turbulent baggrund - i hvert fald set fra rengøringsdamens rullevogn. Som mange andre kommuner har Vordingborg besluttet at udlicitere rengøringsopgaven til private firmaer.

Ved at lade private firmaer overtage sine egne rengøringsfolk kan kommunen spare omtrent 20 millioner kroner i løbet af de næste tre år.

Så der er ingen vej uden om, at de tidligere kommunalt ansatte rengøringsdamer skal løbe hurtigere, når de falder i armene på de private firmaer. Og næstformand for 3F på Sydsjælland Marianne Andersen forholder sig skeptisk, til det modsatte er bevist.

- Så vidt jeg ved, løber de lige så stærkt som alle de andre, og de har mig bekendt ikke fået bedre udstyr, siger hun.


Nyhedsoverblik