Kommunale besparelser rammer udsatte børn og unge

Foto: TV ØST

For at spare bliver børn, der har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, ikke anbragt. Også i Odsherred vælger kommunen de næstbedste løsninger af hensyn til den slukne kommunekasse. Det fortæller en lokal socialrådgiver til Politiken i dag.

I en af landets kommuner er der indført en regel om, at unge på 15 år og derover ikke bør anbringes uden for hjemmet. For at
spare, skriver Politiken torsdag. Et andet sted er ordren til socialrådgiverne: Hver gang et barn anbringes, skal to andre
børn hjem til familien igen. For at spare.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening blandt foreningens medlemmer. Men den slags firkantede regler er i modstrid med den sociale servicelovs krav om, at der skal udøves konkrete skøn, skriver Politiken. 

- Kommunerne vælger nu og da af økonomiske hensyn de næstbedste løsninger, uanset hvad vi som socialrådgivere anbefaler, siger socialrådgiver Connie Bronnee, der arbejder i Odsherred Kommune, til avisen.

I undersøgelsen svarer hver anden socialrådgiver, at økonomien afgør indsatsen i børnesager, og at det forringer deres mulighed
for at varetage barnets tarv. Godt hver fjerde socialrådgiver har konkrete erfaringer med, at der ikke er råd til den hjælp, de mener er passende. Otte ud af ti siger, at kravet om at tage mere hensyn til økonomien er øget de seneste to år.

I Odsherred er socialrådgiverne helt blevet frataget retten til at bestemme, hvilken hjælp en familie skal have. Stort set
alt fra beslutninger om støtte i hjemmet til anbringelser skal altid op på chefernes bord. 

Mere end hver anden socialrådgiver i undersøgelsen fra Dansk Socialrådgiverforening vurderer, at øget fokus på kommunens
økonomi forsinker hjælpen i børnesager.

Socialminister Benedikte Kiær (K) skal torsdag i Folketinget i samråd om de nedskæringer i indsatsen for udsatte børn og unge,
som mange kommuner arbejder med for at få dæmpet udgiftseksplosionen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App