Kørestolskrav kan lukke valgsteder

Vælgerne i Ringsted kan komme til at skulle køre længere, når de næste gang skal stemme til et folketings- eller kommunalvalg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Krav om gode forhold for handicappede kan nemlig lukke ti ud af kommunens valgsteder. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

I forbindelse med de seneste folketingsvalg har en borger i kørestol påtalt, at der manglede en stemmeboks, der var stor nok til en kørestolsbruger. Den slags stemmebokse skal der være på alle afstemningssteder, men findes kun på tre af de 13 i Ringsted Kommune.

Da boksene koster 10.000 kroner stykket, ligger der en udgift på 100.000 kroner alene til det. Dertil kommer, at ikke alle afstemningssteder har adgangsforhold, der er gode nok til handicappede. Det blev økonomiudvalget orienteret om forleden. Men skal der installeres ramper eller ligefrem elevatorer, bliver det for alvor kostbart.

Hidtil har man klaret dårligt gåendes stemmeafgivning på en lavpraktisk måde, ved at et par valgtilforordnede er gået ud til vælgeren i bilen og har vendt ryggen til, mens stemmesedlen blev udfyldt. Men det er nu et spørgsmål, om det er en lovlig fremgangsmåde. FN's handicapkonvention fastslår nemlig, at afstemningssteder skal være tilgængelige, så mennesker med handicap kan deltage på lige fod med andre.

- Hvis lovgivningen er sådan, at vi skal ud i voldsomme anlægsinvesteringer for at sikre adgang hvert fjerde år, kan jeg ikke se andet end, at vi må nedbringe antallet af afstemningssteder. Det er der ikke politisk ønske om, men det kan blive en nødvendig overvejelse, siger borgmester Niels Ulrich Hermansen til DAGBLADET Ringsted.


Nyhedsoverblik