Kalundborg politi måtte onsdag rykke ud for at afvæbne en plejepatient, som havde forskrækket hjemmeplejen ved at sidde i sin kørestol og vifte med en stor revolver, når de kom på besøg.
Manden, der er 61-år og fra Snertinge, havde ganske rigtigt en stor seksløber, fortæller vagthavende ved Kalundborg politi. Revolveren havde dog ingen slagstift, men den blev alligevel fjernet, således at plejepersonalet igen kan være tryg ved at besøge manden.