To gange i løbet af kort tid har den køreprøvesagkyndige hos Midt og Vestsjællands politi aflyst Nicolaj Jørgensen køreprøve med ti minutters varsel - med udsigt til lang ventetid før det bliver alvor med kørekortet.
-Jeg er skuffet. Det er frustrerende hele tiden at få aflyst sine køreprøver, siger mekanikerlærling Nicolaj Jørgensen fra Jyderup.
Nicolaj Jørgensen er ikke den eneste, der er kommet i klemme. Det gælder alle, der skal til køreprøve hos Midt- og Vestsjællands politi.
- Det er første gang i mine 30 år, som kørelærer her på egnen, fortæller lokalformanden for Dansk Kørelærerunion Ebbe Gjøtz, Vipperød.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til den kaotiske situation hos Midt- og Vestsjællands politi.