Kølefirma henter produktion hjem til Danmark

Mens masser af industrivirksomheder flytter produktion ud af Danmark, går kølefirmaet Danarctica ApS. i Kalundborg den modsatte vej, skriver ErhvervsBladet.

Tidligere fik firmaet fremstillet store køleanlæg i Tyskland, men i sidste uge åbnede Danarctica egen produktion i nyindrettede lokaler på 400 kvadratmeter.

- Vi sparer transport og bliver mere fleksible. Vi producerer store anlæg, som skal sidde lige i øjet første gang, så det dur slet ikke at få lavet det i Kina. Vores kunder ser mere på energibesparelser og på holdbarheden, for hvis ikke anlægget virker, kan det ødelægge deres produktion, siger indehaver Jan H. Larsen til ErhvervsBladet.

For nylig fik firmaet en stor ordre på at udvikle og producere 200 anlæg til værfter i Kina, der ellers er blevet Vestens fabrikshal.

Den nye produktion har foreløbig udløst seks nye job, skriver ErhvervsBladet. Dermed er bemandingen i den syv år gamle virksomhed oppe på 16 fastansatte samt otte indlejede folk, der hyres fra andre firmaer til større opgaver.

Danarcticas kunder er store, hjemlige virksomheder inden for medicinal, fødevarer og it. Desuden leverer firmaet til
udenlandske værfter, hvor skibene får air condition og kølerum.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App