Det vi har sammen

Købmænd afhængige af turister

Foto: TV ØST

Der kan blive langt fra sommerhuset til købmanden efter morgenbrød, hvis de mørke udsigter for dansk turisme holder stik.

I en rundspørge lavet af De Samvirkende Købmænd svarer 55 procent af butikkerne i ferieområderne, at de tror deres egen eller andre butikker i byen kan risikere at lukke, hvis området mister turister i de kommende år. Hver tredje svarer "muligvis" på spørgsmålet om butiksdød i ferielandet.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viste, at antallet af turister, der i januar sov på et hotel, et feriecenter eller i et sommerhus faldt med 14 procent sammenlignet med sidste år.

Dertil kommer, at antallet af bookede sommerhuse lige nu ligger 16 procent under antallet i samme periode sidste år.

- Turismen kan komme i en alvorlig krise de kommende år, og det vil ramme hele vejen rundt i lokalsamfund langs kyster og uden for storbyer. Færre turister vil betyde butikslukninger, ophør af arbejdspladser og kulissebyer frem for et levende og attraktivt lokalsamfund, siger Claus Bøgelund Nielsen, underdirektør i De Samvirkende Købmænd.

Mange af købmandsforretningerne i ferielandet betyder også, at lokale året rundt kan handle i en forretning, selv om omsætningen uden for feriesæsonen er begrænset.

Indtil videre har feriekøbmændene dog ikke mistet modet. Langt de fleste forventer stadig uændret omsætning i 2009 trods de dystre udsigter.

Omkring fire ud af fem turister i Danmark holder ferie uden for hovedstaden, og tal fra Danmarks Statistik viser, at for hver krone udenlandske turister bruger på overnatning, bruger de tre kroner i lokalsamfundet på blandt andet oplevelser, fødevarer og indkøb.

Danske Feriehusudlejeres Brancheorganisation har tidligere foreslået, at fradragsreglerne for udlejning af sommerhuse ændres, så flere får lyst til at leje deres sommerhus ud. I højsæsonen er alt nemlig stadig udsolgt, og håbet er, at flere sommerhuse til udlejning kan give større omsætning i højsæsonen. Det forslag støtter De Samvirkende Købmænd. I højsæsonen henter feriekøbmændene lige nu 39 procent af deres omsætning.

Fakta om feriekøbmænd
Sådan bruger udenlandske turister i feriehuse deres penge:

  • Overnatning: 22 procent
  • Fødevarer, drikkevarer og tobak: 16 procent
  • Shopping: 14 procent
  • Restaurant: 12 procent

80 procent af de udenlandske turister i Danmark overnatter uden for Region Hovedstaden.
Der udlejes omkring 35.000 sommerhuse ud af i alt 210.000 sommerhuse i Danmark.
Kilde: Feriehusudlejernes Brancheorganisation.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App