Det vi har sammen

Kobbertyve løb med strømmen i Næstved

Foto: TV ØST

Tyve på jagt efter kobberet i elledninger klippede strømtilførslen til et område i Næstved. Dødsensfarligt, siger politiet.

Ukendte gerningsmænd skar natten til lørdag flere elledninger ned fra master på Kanalvej i Næstved.

Ifølge politiet var det tilsyneladende jagt på kobberet i ledningerne, der kastede tyvene ud i den spektakulære manøvre.

- Der er jo strøm i de ledninger, så det er altså dødsensfarligt. Men tilsyneladende er der ikke nogen, der er kommet til skade, siger vagtchef Anders Mikkelsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kobberjagten betød, at flere beboere i området lørdag kontaktede elselskabet, da kaffemaskinen ikke virkede.

Der er tidligere eksempler på, at tyve render med kabelruller for at få fingre i kobberet i ledningerne.

- Men det hører altså til sjældenhederne, at man ligefrem begynder at skære ledningerne ned. Vi har i hvert fald ikke oplevet det før, siger Anders Mikkelsen.

Banedanmark har tidligere meldt om kobbertyve på både Fyn og Sjælland, hvor de strømførende kabler til bl.a. S-togene er blevet skåret ned.

02:10 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App