Klart flertal for alkolåse

Svend Andresens ønske om at få alkolåse i alle biler ser ud til at være tættere på at blive opfyldt. Et flertal i Folketinget vil indføre dem i biler, som køres af tidligere dømte for spritkørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som den første i Danmark fik Svend Andresen fra Havnsø i sidste måned indsat en alkolås. Han vil råbe politikerne op, efter han mistede datter og svigersøn, som for 4 1/2 måned siden blev dræbt efter at være blevet påkørt af en spritbilist ved Ruds Vedby. Første skridt på vejen kan snart blive vedtaget.

Et meget bredt flertal i Folketinget er nu klar til at indføre de såkaldte alkolåse i biler, som køres af tidligere dømte for spritkørsel, skriver Ekstra Bladet onsdag. Alkolåse forhindrer motoren i at starte, hvis chaufførens promille er for høj.

Hidtil har regeringspartierne ellers tøvet, men nu melder både Venstre og de konservative sig klar.

- Alkolåsene er efterhånden så billige, at et påbud ikke vil have social slagside, siger Tom Behnke (K) til Ekstra Bladet.

Retsordføreren henviser til, at dyre alkolåse kunne betyde, at kun velhavende tidligere dømte spritbilister kunne komme ud at køre igen. Flere lande - herunder Finland, Canada og USA - har allerede indført alkolåse, og ordningen er på vej i Sverige.

- Alkolåse er et skridt på vejen. Men det er slet ikke nok, siger retsordfører Karen Hækkerup (S) til Ekstra Bladet.

Hun peger desuden på, at flere vanvidsbilister er på stoffer, og at denne gruppe ikke vil blive fanget med alkolåse.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra justitsminister Brian Mikkelsen (K).


Nyhedsoverblik