Klapjagt på motorvejs-svindlere

Antallet af plattenslagere der forsøger at lokke penge fra folk langs motorvejene er eksploderet. Nu forsøger politiet at "stresse" dem væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Typisk er det en bil, der holder i nødsporet og nogle personer der ivrigt forsøger at stoppe medtrafikanterne. Når man så standser for at hjælpe er det nogle udlændinge, der er kørt i stykker og har brug for nogle hundrede kroner til at komme videre. Til gengæld for pengene kan de tilbyde nogle meget "kostbare" guldsmykker.

Sådan er adskillige personer den seneste tid blevet franarret penge. Men smykkerne viser sig altid at være noget billigt bras, som ikke er mange kroner værd.

Politiet får i øjeblikket adskillige henvendelser dagligt fra folk, der er blevet snydt på den måde.

Midt- og Vestsjællands politi har derfor nu besluttet at "stresse" svindlerne væk. - Hver gang vi ser en bil, der holder i nødsporet på motorvejen undersøger vi sagen. Viser det sig at bilen godt kan køre, får føreren omgående en bøde og vi registrerer ham, siger politiinspektør Jens Børsting fra Midt- og Vestsjællands politi.

Politiet håber på den måde, at svindlerne til sidst bliver trætte og forsvinder.

Samtidig opfordrer politiet folk der observerer mistænkelige bilister holdene ved motorvejene om at kontakte politiet og meget gerne registrere bilens nummerplade.


Nyhedsoverblik