Nyheder fra din hverdag

Klamme skoletoiletter til debat

Foto: TV ØST

Skoleelever gider ikke gå på wc, hvis toiletterne er klamme. Derfor har en række personer mandag været samlet i Sorø for at sætte skoletoiletter på dagsordenen.

Klamme toiletter får skoleelever til at holde sig, og derfor skal der nu fokus på at hæve standarden. 5. maj er årets skoletoiletdag, og det fik i dag mandag skolefolk og andre med interesse for elevers sundhed og hygiejne til Ankerhus i Sorø.

- Når vi i Sorø Kommune synes, at skoletoiletter er et emne, som skal tages alvorligt, og som vi gerne vil være med til at sætte på dagsordenen, så er det blandt andet, fordi vi står over for en folkeskolereform, der har som sit vigtigste mål at styrke elevernes læring og trivsel. Og man kan altså hverken trives eller lære noget, hvis man sidder og holder sig, fordi toilettet er for ulækkert, siger formand for børn og undervisningsudvalget i Sorø Kommune, Rolf Clausen (V) i en pressmeddelelse.

Hver 5. holder sig

Ifølge Giulia Lorenzen, der er gruppeleder i teknik, miljø og drift i Sorø Kommune, viser undersøgelser, at omkring hver 5. elev holder sig hele dagen. På Stenlille Skole er toiletforholdene blevet bedre, men Sarah Gregersen og Sofie Steenvinkel fra 6.a husker stadigvæk, da det var knap så tillokkende at gå på wc på skolen.

- Jeg har været ude for, at der var tis overalt på gulvet, og før ventede jeg altid, til jeg kom hjem, fordi det var ubehageligt heroppe, hvor andre havde svinet det til, fortæller Sofie Steenvinkel, som sammen med klassekammeraten dog afslører, at der stadig kan være lidt ulækkert.

- Jeg vil ikke være derinde. Der er vådt på gulvet, og det ser ikke lige så rart ud som de andre - og så er der også altid tid på toilettet derinde, siger de og peger ind på et af skolens toiletter.

Eleverne hjælper med rengøringen

Nu er der så lavet en ordning på Stenlille Skole, hvor eleverne hjælper til med at holde orden forskellige steder på skolen, og det giver rengøringsfolkene mere tid, så toiletterne kan blive gjort rent en ekstra gang om dagen.

Hvordan ser toiletterne ud på din eller dit barns skole? Send os gerne et billede eller skriv til os, hvordan forholdene er - redaktion@tv2east.dk.

05:06 Luk video

Tip os Har du et godt tip?