Kirken fastholder anklager mod præster

Selv om politiet har opgivet af retsforfølge de katolske præster, som blev anklaget for seksuelle overgreb, vil kirken holde præsterne på pinebænken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den øverste ledelse i den katolske kirke i Danmark stiller sig ikke tilfreds med, at politiet i går endegyldigt opgav at retsforfølge de katolske præster, der er blevet anklaget for seksuelle overgreb, skriver Berlingske Tidende.

Det betyder, at kirken vil opretholde suspensionen af fire præster og selv foretage yderligere tjenstlige undersøgelser, selv om politiet har konkluderet, at de fleste af anklagerne er forældede.

Direkte adspurgt siger den katolske kirkes talsmand Niels Engelbrecht, at præsterne ikke er frikendt set med kirkens øjne: "De kirkelige øjne må først se på akterne."

Han tilføjer, at undersøgelserne kan ende med at strække sig over flere år, hvis sagerne skal til bedømmelse hos den såkaldte Troskongregation i Vatikanet.

Men så lang en behandlingstid er helt urimelig, påpeger flere kritiske røster.

- Det er meget uværdigt for de præster, det går ud over, hvis kirken har til hensigt at lave en slags syltekrukke og trække tiden ud. Det betyder, at anklagerne bliver hængende over præsterne, siger lektor Peter Lodberg fra Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet.

Kaare Rübner, der er formand for gruppen af kritiske katolikker, VEOK, er enig:

- Der er flere ulemper ved sådan et parallelt retssystem. Turen gennem Troskongregationen i Rom kan godt tage flere år. Det må kunne gøres meget hurtigere, siger han.


Nyhedsoverblik